Skip to main content

Meditationsguide

Jeg tror på en verden af mennesker som respekterer og accepterer hinanden, dyrene og den smukke planet vi bor på. En verden som er ved at genkalde sig, at vi ikke kan separere os fra nogen eller noget, vi er en del af en større helhed og påvirker hinanden med hvad vi gør og tænker.

Min vision er at samle så mange mennesker som muligt fra så mange lande, religioner og forskellige baggrunde som muligt, der har det samme mål, at skabe en bedre og mere fredfyldt verden for os alle. Vi er på nuværende tidspunkt over 5000 mennesker i facebook gruppen og du er meget velkommen.

Gennem meditation kan vi hele os selv og finde fred, og fra et fredfyldt sted i os sende bølger af kærlige vibrationer ud i verden. 

Du kan tænde et lys i dit hjem og gøre hvad end der føles rigtigt for dig for at skabe et fredfyldt sted. Du kan være inde eller også ude i naturen.

Forbind dig via din tanke og dit hjerte med den store gruppe af mennesker, som vi er og mærk den kraft der er i at så mange hjerter er samlet for at meditere på samme tid.

Du kan sidde i stilhed, lytte til meditativ musik, bruge mantraer som AUM, chante eller hvad end du føler dig inspireret til. Hvis du arbejder med engle, guider eller kraftdyr, kan du kalde på dem og be dem om at være tilstede.

Fokusér på dit hjerte og mærk dit hjertechakra. Lad din opmærksomhed søge dybere indad, helt ind til din kerne og mærk…væren…fred…og enhed med alt. 

Se fred strømme ud til alle levende væsner på jorden, så hver eneste molekyle genhusker balance og kærlighed. Se menneskers hjerter blive bløde og milde og åbne sig for lyset, så vi i højere og højere grad kan leve vores liv med hjertet som guide.

Se menneskeheden arbejde sammen i fred og kærlighed og lad dig svæve ind i den energi resten af tiden.

….Stille begynd at mærke forbindelsen til moder jord, den smukke planet vi bor på. Mærk støtten under dine fødder og gradvis tag nogle dybe åndedrag til at komme mere og mere tilstede i kroppen. Du er nu helt tilbage dybt og fredfyldt forankret som det menneske du er.

Tak fordi du var med…